19 februar 2009

3. klasse fra Rugvænget Skole besøger plejehjemmet Kirstinehaven

Mandag d. 3 november 2008 underholdt 3. klasse fra Rugvænget Skole
med sanglege på plejehjemmet Kirstinehaven .
Besøget blev indledt med at synge to fødselsdagssange for en af beboerne.
Efter sanglegene sang klassen 4 sange for beboerne. Det vakte genhørsglæde.
Klassen blev inviteret til julebesøg i december måned.









30 september 2008

2. klasse fra Rugvænget Skole på besøg på plejehjemmet Toftehaven

Fredag d. 13. juni optrådte 2. kl. fra Rugvænget Skole
med sanglege på Toftehaven Plejehjem.
Alle tilstedeværende havde en fornøjelig oplevelse,
og den musikalske klasse afsluttede besøget
med at synge et par herlige sørøversange.











16 september 2008

Så kom der atter gang i sanglegene

40 børn, et par mødre, nogle pædagoger, bibliotekarer og et par frivillige sanglegere mødtes med Lene Halskov i Måløv Hallen, og så blev der sunget og leget. Der blev også tid til en historie om prinsessen, der kom til at love frøen lidt for meget - en historie, som Lene fortalte og sang, så alle blev helt trylebundet.








29 maj 2008

Malmparkens børnehave på besøg på plejehjemmet Lundehaven

Børn fra Malmparkens børnehave er rigtig gode til sanglege.
De har optrådt med sanglege på flere plejehjem.
I april var det beboerne på plejehjemmet Lundehaven,
der fik besøg af de sanglege-glade børn.
Efter endt optræden kvitterede beboerne for besøget med at synge to sange for børnene.









2. klasse besøger plejehjem

D. 4. april 2008 var 2. A fra Rugvænget Skole på besøg på plejehjemmet Kirstinehaven.
Her optrådet klassen med en række sanglege.
Det blev en fornøjelig formiddag for både beboere og børn.
Klassen er nu blevet inviteret til et lignende beøg på plejehjemmet Toftehaven.













06 maj 2008

DVD til salg

”Flyv lille påfugl. Sanglege for børn og voksne” er produceret af Ballerup Bibliotekerne og PasPro og indeholder 8 forskellige typer af sanglege.

Sidst på dvd’en fortæller Lene Halskov Hansen, magister i folkloristik om sanglegene og deres betydning op gennem historien.
Til dvd’en hører en cd samt en booklet med tekster, noder og beskrivelse af hvordan de enkelte lege danses.

Sættet kan købes for 200 kr. på Måløv Bibliotek,
Måløv Hovedgade 60, 2760 Måløv.
Tlf.: 4477 2060, e-mail: malboern@balk.dk

07 april 2008

Sanglege på Tapeten.

Søndag d. 7. april deltog 8. b fra Måløv Skole i Ældresagens event på Tapeten. Eleverne deltog med deres sundhedsprojekt "Shape Up". Som led i at være og at holde sig sund og glad, satte eleverne gang i sanglege, og flere af de tilstedeværende tog imod opfordringen og deltog.









28 marts 2008

Så kom turen til Højagerskolen

I januar 2008 afholdt Højagerskolen emnearbejde om 1950'erne. En gruppe sanglegespecialister fra Ballerup Museum mødte op og underviste de to 0. klasser. Børnene var nemme at motivere, så det blev et par sjove og hyggelige timer, ja samglegespecialisterne fik sågar knus til afsked.













December-sanglege

Den anden søndag i december 2007 afholdt Ballerup Museum arrangementet "Og ræven rask over isen", hvor man kunne komme og synge og lege sanglege fra bedsteforældrenes tid. Det blev et par fornøjelige timer, hvor der også blev sunget julesange og dernæst danset om juletræet.









25 januar 2008

Plejehjemsbeboere får genopfrisket de gamle sanglege

I november 07 fik plejehjemmet Rosenhaven besøg af en børnehavegruppe. Børnene sang og legede de gamle sanglege til stor glæde for beboerne og for børnene selv.















Sanglege på Ballerup Museum

Susanne Tanggard, der er frivillig på museet, har inviteret de ældste børnehavebørn og indskolingsklasserne til nogle fornøjelige sammenkomster, hvor de gamle sanglege er blevet givet videre til efterhånden mange børn i hele kommunen. Her er det en børnehave fra Skovlunde, der var på besøg i september 07.










28 september 2007

Sanglege i frikvarterene!

8. b fortalte på et møde på biblioteket, at de her efter sommerferien har delt sig op i 5 grupper. Grupperne tager nu på skift ned til de små elever i spisefrikvartererne hver mandag og hver onsdag for at lege sanglege med dem. Det er gået over al forventning. De små elever synes, det er rigtig sjovt, og det synes de store elever faktisk også!


31 august 2007

Krop amok!

Under overskriften "Krop amok" havde fritidshjemmene i Måløv arrangeret en fælles udendørs sommerfest for børn, forældre og søskende. Vejret var ikke det bedste, men det forhindrede ikke den gode stemning i at brede sig. Der blev spist og leget, og selvfølgelig blev der også leget sanglege. 8. B fra Måløv skole sang for og demonstrede, hvordan man gør. "Gutten går i skoven" og "Først kommer sommeren" blev hurtigt lært og mon ikke mange gik fra festen, mens de nynnede de to gamle sanglege?




17 august 2007

DVD film på vej!

Der er ved at blive lavet en DVD film med de sanglege, mange i Måløv har lært i løbet af foråret. Filmen vil vise masser af klip af børn og voksne, der laver sanglege, klip der er optaget undervejs i sanglegeprojektet.
Filmen bliver redigeret, så den også kan bruges af andre end de indvolverede. Filmen vil kunne bruges af alle de, der ikke kender sanglegene, men gerne vil lære dem, og den kan nydes af alle de, der bare skal have genopfrisket deres børnelærdom.
Sammen med DVDen vil der være en cd med sangene og en booklet, der i ord beskriver, hvordan de enkelte sanglege danses.





03 august 2007

Sanglege på Kvindernes Internationale Kampdag.

Jeg bor i Måløv og er medlem af Regionrådet. D. 8. marts var jeg blevet bedt om at holde festtalen på denne meget vigtige dag for mange kvinder.
Kvindekampen har givet os mange vigtige ting: valgret, repræsentation i Folketinget, vi er kommet ud på arbejdsmarkedet, vi har fået ledende poster i erhvervslivet og mange mange andre ting.
Men 8. marts er også en festdag for kvinder, så ud over det alvorlige, blev der også tid til leg og morskab. Legen skulle være de gamle sanglege. Alle vi kvinder, der var til stede, kunne godt huske de gamle sanglege, vi selv legede, da vi var børn, så da bolden blev givet op, var alle med og gik op i det med liv og sjæl, og vi havde en skøn aften.
Hanne Andersen, Måløv.


03 juli 2007

Rådhuspersonalets skovtur!

Børn og Unge afdelingen på Ballerup Rådhus legede sanglege på deres årlige skovtur.
To af de frivillige sanglegere var mødt op og sang for. At bedømme ud fra billederne, så ser det ud som om, det har været en rigtig hyggelig oplevelse.




02 juli 2007

Solrig Markedsdag!

Så blev det endelig dagen, hvor alle, der har været med i det store sanglegeprojekt skulle lege sanglege under åben himmel.
Vejrguderne var i den grad med på ideen, så dagen summede af sol og glade stemmer.
Alle involverede mødtes ved Måløv Hallen, hvor sanglege t-shirts blev uddelt. "Baldur" Ballerup Brass Band spillede op og gik i spidsen, da optoget satte sig i gang. Politiet var mødt op for at passe på, at alt gik, som det skulle.
Ved ankomsten til torvet holdt borgmester Ove E. Dalsgård tale og roste heri alle de frivillige hjælpere, både det grå guld og 7. b.
Lene Halskov satte gang i sanglegene, som blev leget i 6 store kredse. Måløv borgerne og måske især forældrene fik set, hvad deres børn havde lært af sanglege i løbet af foråret.
Det blev en rigtig dejlig oplevelse for alle

























12 juni 2007

Sol over Måløv Markedsdag.

Kære alle børn og deltagere. Tusind tak for en herlig oplevelse i dag. Hvor var det en festlig indmarch og hvor var det dejligt at lege sanglege med glade børn. Jeg tror, at alle både deltagere og tilskuere fik en forrygende optakt til markedsdagen. Jeg er så glad for at have deltaget og nydt at være sammen med børnene og synge de gamle sanglege. Jeg glæder mig til DVD'en, når den dukker op. Og jeg glæder mig til at mødes med jer igen efter sommerferien og få talt om, hvad vi gør herefter. Jeg synes, at ideen om at tage ud til plejehjem sammen med nogle børn og synge og danse er utrolig god. Jeg er sikker på at de gamle (og her har jeg jo nogen erfaring, da jeg er 71 år) vil blive glade for at se børnene synge og danse. Lad os tale om det. Men lige nu: Tak for en pragtfuld dag. Det var en fantastisk god idé og måden alt var tilrettelagt på var bare helt utrolig.
TAK - TAK - God sommer.
Kærlig hilsen fra Kirsten Schulze, Måløv.

Sanglege i Hallen 30.Maj.

Så oprandt dagen, hvor ALLE børnehavebørnene mødtes i hallen til fælles sanglege! Alle de frivillige sanglegehjælpere var selvfølgelig endnu engang mødt frem. Lene Halskov startede med at fortælle, hvad der skulle ske og hvilke sanglege, der skulle leges. Derefter var alle grupperne i gang samtidig. Det lød så dejligt, da alle børnene sang. Efter frokost var det alle skoleklasserne, der mødtes. 7. b fra Måløv Skole var endnu engang med som hjælpere for de yngre elever.
Næste gang alle i projektet skal mødes til sanglege, bliver på Måløv bys store torvedag lørdag d. 9. juni 2007.




























07 juni 2007

Bedsteforældre i Kærlodden.

Hvert år inviterer børnehaven Kærlodden børnenes bedsteforældre på besøg. I år kunne alle, store og små, blive enige om at lege sanglege, og det blev en rigtig sjov og varm oplevelse for alle. Mange bedsteforældre fotograferede og filmede undervejs.




Frivillige i Kærlodden.

For at få sanglegene helt ud i institutionerne har de frivillige sanglege-hjælpere været på besøg i alle børnehaverne. Her er det børnehaven Kærlodden, der får besøg. Både børn og voksne ser ud til at nyde at kunne lege sanglege udendørs.





29 maj 2007

Sange og danse der smitter!

Da jeg var barn i 50'erne var det mere reglen end undtagelsen at vi (især pigerne) legede sanglege når vi var sammen. Det forgik både i gården hvor jeg boede og i skolegården, og ikke mindst i forbindelse med vores fødseldage - her var det ganske enkelt et fast indslag.

Derfor syntes jeg det var oplagt at gå med som frivillig i Måløv biblioteks sanglegsprojekt, syntes det kunne være rigtig spændende at finde ud af om sanglegene stadig siger vore dages børn noget, og samtidig få genopfrisket alle de gamle sange. Mine forventninger er i den grad blevet indfriet - blot få minutter henne i det allerførste kursus viser det sig hvor dejligt det er at synge og lege sammen! Alle bevæger sig, griner og har det sjovt - og kommer i tanker om hvordan det var dengang i barndommen!

Det viste sig hurtigt at også børn idag synes det er en dejlig beskæftigelse. Efterhånden som de lærte sangene bedre at kende blev de mere og mere entusiastiske, og godt hjulpet på vej af de engagerede pædagoger er mange af dem nu hele "sanglegseksperter". En ting er at børnehavebørn falder pladask for sanglegsideen, men forleden på vej til sanglegstime i MåløvHallen mødte Hanne (projektleder) og jeg nogle børn fra 7. klasse som straks begyndte af synge "Den rige fugl kommer susende.....". Det var bare så dejligt og livsbekræftende at opleve!

Når jeg fortæller venner og bekendte om projektet kommer de næsten altid i tanker om sanglege som de legede som børn, og så bliver der skrålet af fuld hals!!! For mit eget vedkommende har det også været sjovt at lære nogle helt nye sanglege at kende - sådan nogle som "Gutten går i skoven" og "Den rige fugl og den fattige fugl" var helt ukendte for mig - det er altid godt at få udvidet repertoiret!

Jeg glæder mig meget til torvedagen den 9. juni - hvor jeg er sikker på at også rigtig mange forældre vil blive begejstrede for "sanglegsideen" - lad os satse på at den er kommet for at blive - i hvert fald i Måløv!

Mange hilsener fra Mariane Wachsberg, tidl.børnebibliotekar på Måløv Bibliotek.

25 maj 2007

1.A, 1.C + 2.T fra Måløv Skole.

Glæden og begejstringen lyste ud af børnene, da det igen var deres tur til at lave sanglege. Der blev sunget højt og ind imellem hujet af fryd, når det var tid til at svinge sig i dansen.
















Børn fra Fredegården+Kometen

Endnu en dejlig dag med sanglege i Måløv Hallen. Børnene insisterede på, at vi startede med "Den rige og den fattige fugl". Derefter skulle de lære "Flyv lille påfugl", som er ganske vanskelig, når man ikke er så gammel, men der blev sunget godt med. "Gutten går i skoven" var som altid et hit.













24 maj 2007

Dejlig aften i sommerhuset.

Vi har 3 dejlige børnebørn – 3 piger på 3 ½, 8 og 11 år. Pigerne var på en lille ferie hos os i sommerhuset, og da jeg er ”sanglegeaktivist” i Måløvs store sanglegeprojekt, havde jeg medbragt Lene Halskovs CD med sanglegene. En af pigerne lagde CDen på og snart var vi alle i fuld gang med at danse, lege og synge. Senere fik vi snakket godt om ”gamle dage” og genopfrisket nogle flere lege, ikke kun ”mine” fra barndommen, men også nogle jeg ikke kendte.
Hilsen fra Dorte
Sanglegeaktivist

En rigtig god oplevelse!

Her vil jeg fortælle om en lille oplevelse, jeg havde forleden:
I min litteraturkreds er vi 7 piger/kvinder i alderen 50 – 65 år, som mødes en gang om måneden til lidt seriøs snak om den bog, vi alle sammen har læst. Vi får lidt god mad og snak om børn, familie og interesser. Jeg har selvfølgelig fortalt om vores sanglegeaktivitet i Måløv.
Sidste tirsdag mødtes vi i en kolonihave og nød lidt drikkelse, indtil alle var ankommet. Lise rejste sig, kiggede indforstået på en anden og sagde så ”Vi skal lige lege sanglege”, og så grinede de og så hen på mig. Som sagt så gjort! Den næste halve time sang, dansede legede og grinede vi 7 kvinder. Det var rigtig sjovt. Naboerne kiggede noget nysgerrige ind over hækken, for hvad var det dog, der foregik? Men vi 7 halvgamle piger havde en rigtig sjov aften, og jeg kan godt forestille mig, at vi kunne finde på at gentage succesen. Jeg har i hvert tilfælde lovet at medbringe vores Måløv sanglegehæfte, næste gang vi mødes.
En sanglegende hilsen fra Dorte.

23 maj 2007

Fra generation til generation.

Da jeg var barn, legede vi sanglege længe før vi kom i skole. Til børnefødselsdage var det helt sikkert, men også i hverdagen fyldte sanglegene.

Jeg gik først i skole i København, hvor vi i de små klasser, der var rene pigeklasser, legede sanglege i frikvartererne. Senere flyttede vi til Tåsinge, hvor jeg gik i en landsbyskole i 4. klasse. Klassen blev undervist sammen med 5. klasse, og vi legede også sanglege. Da jeg skulle i 5. klasse var det på en ny centralskole, og her foregik også meget andet i frikvartererne. Vi nød at synge og lege sanglege, det var nærmest et ritual, alle børn – altså især pigerne - kunne alle sanglegene, så de blev en del af vores fællesskab. Det var en meget social leg, jeg husker ikke, at nogen var udenfor. Vi vidste, at vores mødre også havde leget og sunget dem.

Min mor, der er født i 1917 og vokset op på Tåsinge, fortæller, at hun i sin barndom legede: Syv raske piger i en ring - Munken går i enge - Bro bro Brille – Tornerose var et vakkert barn - Tag den ring og lad den vandre - Jeg gik mig over sø og land – Save, save brænde – Skære, skære havre - Jeg svinger mine kyllinger - Fald på knæ min rose - Og ræven han lakked’ ad bondens gård - Er det dig, der har ta’et min gedebuk - Hvilket postbud min due - Den rige fugl kommer susende kommer brusende - Haren hist i grøften – Tyv, ja tyv, det skal du være - Og ræven rask over isen - Så går vi rundt om en enebærbusk - Jeg gik mig over sø og land - Der er så dejligt i denne skov, der er slet ingen røvere - Der bygges et kloster i Østerig. - Alle disse sanglege har jeg også leget. Min mor kan også nævne følgende, som jeg ikke har leget: Først kommer sommeren, så kommer vinteren - Hvo som denne leg vil lege, han må passe nøje på - Vinde vinde nøglegarn - I kongelunden der gemmer jeg ringen - Mine gedebukke, mine gedebukke - Der brænder en ild.

Hun fortæller, at hun elskede at lege sanglege, hun er rigtig god til at synge, og da jeg netop ringede til hende for at spørge om dette, fik vi en helt herlig genopfriskning. Da jeg var lille, lærte jeg også en masse gamle børnesange af hende og af min mormor. Min mor har givet langt de fleste sanglege videre til mig, ligesom hun lærte nogle af sin mor. Hun synes dog, at de fleste hører sammen med hendes skoletid i 1920’erne, hvor hendes lærerinde tog del i sanglegene.

Jeg har kunnet langt de fleste sanglege, før jeg begyndte i skolen. Jeg kan dog supplere med et par, som jeg ikke har lært af min mor: En pige gik i enge, hun skulle skære strå – Der kom en mand fra Det røde Hav, ej sikkelej, sikkeladetus.

Mine brødre er 2, 3 og 4 år ældre end mig. De har kun sjældent leget sanglege, slet ikke i den grad, som pigerne, og kun da de var helt små. - Min mand har ikke leget sanglege i Kastrup, hvor han voksede op. Husker det som noget, der kun var for tøser. Han er, som jeg, også fra 1944.

Jeg har ikke som sådan leget mange sanglege med mine børn. Det er drenge, og vi har sunget en masse med dem. Måske syntes vi også i 1970’erne, at det var for gammeldags. De er nu 31 og 33 år, og kan stadig utrolig mange gamle børnesange. Men hvert år var vi til et gammeldags Juletræ på deres fars arbejdsplads. Her har de været med i de traditionelle sanglege, som Bro, Bro, Brille – Tornerose - På loftet sidder nissen - og de andre kendte.

Nu er jeg blevet bedstemor til en dreng på 1½ år. Og jeg skal love for at både hans forældre og jeg sørger for at genoplive sanglege traditionen, for han synes det er skønt. De store hits er: Og ræven lakked’ ad bondens gård – Jeg gik mig over sø og land – Så går vi rundt om en enebærbusk. Dertil fagtesange som: I en skov en hytte lå.

I slutningen af 1980’erne lavede vi et gammeldags sanglege arrangement her på biblioteket i Tårnby. Vi havde en pianist og en leder af sanglegene til at stå for det. Det var meget atypisk for arrangements virksomheden i de år, men måske derfor var det et rigtig vellykket
børnebørns -og bedsteforældrearrangement. Det er rigtig godt, at Måløv Bibliotek tager temaet op igen!

Hilsen fra Marianne Laursen, 63 år – børnebibliotekar i Tårnby Kommunebiblioteker.

22 maj 2007

Børn fra Kærlodden + Østerhøj

Igen mødtes børnene fra Børnehuset Østerhøj og Kærloddens børnehave for at lave sanglege med Lene Halskov. Det er en fornøjelse at høre, hvor glade børnene er for at være med. De kender sangene og synes, det er sjovt at gå ind og ud mellem hinanden som fisken i "Når vi sejler op og ned" og herligt at danse hurtigt frem og tilbage i "Gutten går i skoven". "Den rige fugl" er helt klart en af favoritterne, så den skulle selvfølgelig også lige synges, selvom trætheden og sulten begyndte at melde sig.










18 maj 2007

Min søn synger derudaf!

Som forælder til en dreng på snart 5 år, syntes jeg det er en fantastisk ide at lære vores børn om de gamle sanglege. Med al den dokumentation, planer m.m. der efterhånden skal laves i institutioner, er det skønt at se at barnet ikke er blevet smidt helt ud med badevandet. Hermed mener jeg at det er godt at der holdes fast i nogle kulturelle traditioner, og ikke alle aktiviteter handler om noget nyt og noget der svarer til børns forventning om action og dyrt legetøj. Min søn sidder ofte og skråler ”den rige fugl..” ved bordet og på cyklen. Tak for at I lærer mit barn nogle af de fælleslege som der ikke er mulighed for at lære i en familie på 4.
Hilsener fra Mette Ankjær Andersen

Børnehaveklasse A fra Grantofteskolen og Børnehaveklasse C fra Østerhøjskolen.

Børnehaveklasse A fra Grantofteskolen havde sagt ja til at lære børnehaveklasse C fra Østerhøjskolen nogle af de gamle sanglege. Klasserne mødtes med deres lærere i Måløv Hallen en hel formiddag, så der var rigelig tid til at synge og lege. Børnehaveklasse-børnene var ret glade for at synge både "Der kom en mand fra Det røde Hav" og "Tyv ja tyv", men allerstørst begejstring vakte "Gutten går i skoven".











15 maj 2007

7.B, 3.B og 3.C fra Måløv skole.

Da 3. B, 3. C og 7. B havde lært 2 nye sanglege, "Tyv, ja tyv" og "Flyv lille påfugl", så var gensynsglæden stor, da vi kom til "Og ræven rask over isen", og endnu større da vi kom til "Gutten går i skoven". Der blev ligefrem klappet forventningsfuldt, da den skulle synges, og der blev både sunget og danset til den store guldmedalje. Vi sluttede af med "Når vi sejler op og ned", og det så ud og lød som om, at den bestemt også var en af favoritterne blandt sanglegene.









14 maj 2007

Børn fra Kastanjen+Fregatten.

Så var det igen tid til sanglege for børnene i Kastanjen og Fregatten. Børnene havde glædet sig, og allerede på vejen fra institutionen til Måløv Hallen blev der sunget sanglege-sange. Lene Halskov startede med at fortælle og synge den gamle historie om prinsessen og frøen. Derefter var det tid til sanglege og på flere børns opfordring, så skulle vi nå "Når vi sejler op og ned", hvor den efterhånden lange fisk bevæger sig ud og ind mellem de, der er tilbage i kredsen. Alle de voksne morede sig vist lige så godt som børnene!





11 maj 2007

Børn fra Bjerget+Søndergård.

Så startede 2. runde med sanglege i Måløv Hallen. Børn fra Bjerget og Søndergård fik udviddet deres repertoire. Denne gang blev der sunget og leget "Flyv lille påfugl", "Der kom en mand fra Det røde Hav" og "Først kommer sommeren, så kommer vinteren". Der blev også tid til et genhør med nogle af sanglegene fra sidste besøg. Børnene synge allerede nu højt og tydeligt med på de fleste sange. Det er rigtig flot!



10 maj 2007

Vandrende ring hos min farfar.

Jeg husker som barn, når vi besøgte min farfar, som boede alene i et meget lille hus, legede vi altid Tag den ring og lad den vandre, vi var mange fætre og kusiner, og den leg kunne leges på meget lidt plads, fordi vi sad tæt sammen på gulvet i den lille stue.
Beskrivelse af legen:
Der er en, der skal lade ringen vandre. Alle de andre sidder på gulvet i en rundkreds med lukkede øjne og hænderne strakt frem, så de næsten danner en lille skål. Den, der er oppe, skal have en fingerring skjult i hænderne, og så skal hun eller han gå rundt i kredsen og lade som om, at ringen lægges i hænderne på en, der sidder. I virkeligheden lægges ringen også i hænderne på en, men man skal fortsætte med at gå rundt og lade som om, man stadig har ringen. Imens synger alle et lille vers: Tag den ring og lad den vandrefra den ene til de andre. Ringen er skjult under bølgen, den blå. Sig mig engang, hvem tænker du på? Så siger den, der er oppe: Luk øjnene op, så ser du det nok og tæller til 10, mens der peges på de forskellige i kredsen. Den der bliver nummer 10 skal gætte, hvor ringen er. Hvis der gættes rigtigt, skal man være oppe næste gang. Ellers er det den, der har ringen, der er oppe.
Hilsen fra Bente Christensen, IT-leder på Ballerup Bibliotek

07 maj 2007

Tante Karen i Tivoli.

Jeg kan huske, da jeg var barn i 1930'erne, at vi tit tog i Tivoli. Her kunne man hver dag kl. 14.00 lege sanglege med Tante Karen. Tante Karen var, som jeg husker det, en midaldrende hvidhåret kvinde klædt helt i grønt og med en sjov spids grøn hat på. Især var "Tornerose var et vakkert barn" meget populær. Hvis man blev udvalgt til at være prins, fik man lov at komme ridende på et kosteskaft for at redde prinsessen. Vi legede også ofte "Tre små soldater, de vendte hjem fra krigen" og "Bro, bro brille".
Julen holdt vi på Fanø hos min farfar og farmor i det gamle lægehus i Nordby. Her sluttede vi altid dansen om juletræet af med at synge og lege: "Og rævenrask over isen".
Barndomsminder fra Lis Gudmundsen, 81 år.

27 april 2007

1.A, 1.C og 2.T fra Måløv Skole

Det blev en rigtig sjov formiddag i barfodshallen, da mange glade børn fra Måløv Skole legede sanglege. Børnene var meget hurtige til at lære både sange og trin, og de gik op i det med liv og sjæl.



















26 april 2007

Børn fra Fredegården+Kometen

Børnene fra Fredegården og Kometen fik en dejlig formiddag i Måløv Hallen, hvor de sang og legede "Når vi sejler op og ned", "Den rige fugl kommer susende", "Gutten går i skoven" og "Ræven rask over isen". Enkelte, der var lidt generte i starten og ikke rigtig ville være "på", tøede op undervejs og kom med. De frivillige hjælpere var igen en helt fantastisk hjælp i forhold til at få sunget og leget 4 sange, inden sulten og trætheden hos børnene så småt begyndte at melde sig.














Børn fra Kærlodden+Østerhøj.

Børnene fra Kærloddens børnehave og børnehuset Østerhøj have øvet sig og kunne synge med, da den første befippelse havde lagt sig. "Den rige fugl kommer susende" var helt afgjort favoritten. Der var selvfølgelig en lille pause, hvor det gjorde godt med et glas vand. Vejrert var egentlig til udendørs sanglege, men det var kun frokosten, der blev indtaget udenfor. Et nyt hold frivillige hjalp til, og der blev lavet aftaler om, at de frivillige hjælpere kommer på besøg i institutionerne, bl.a. blev der aftalt et besøg på en bedsteforældredag i Kærlodden.





















7.B, 3.B og 3.C fra Måløv Skole

Så blev det 7. B og to 3. klasser fra Måløv Skole der skulle mødes i Måløv Hallen og lære sanglege. Endnu engang kunne vi konstatere, at de frivillige udgjorde en fantastisk hjælp. Stemningen var rigtig god, og det så ud som om, at også de store elever syntes, det var sjovt. 7. klasse har sagt ja til at lære sanglege for senere at kunne støtte op som rollemodeller i forhold til de yngste skoleklasser. Målet er, at sanglegene skal tilbage i frikvartererne!















25 april 2007

Børn fra Kastanjen+Fregatten.

Så kom turen til børn fra børnehusene Kastanjen og Fregatten! Også her mødte de frivillige op og sang med og gav en hjælpende hånd, når de godt 50 børn skulle dirigeres ind og ud af kredsen. Alle blev tørstige, så det gjorde godt med lidt vand, og inden børnene igen drog hjemad, så blev der tid til at spise den medbragte mad.



















Børn fra Bjerget+Søndergård.

Så kom dagen, hvor de første børn skulle i hallen og lave sanglege! Det var børn fra børnehusene Bjerget og Søndergård. Det var tydeligt, at mange af børnene var velforberedte og havde lært nogle af sangene i institutionen. Lene Halskov og Måløv Bibliotek har foræret hver institution en cd med sangene og et teksthæfte med beskrivelse af sanglegene, så sangene også kan høres derhjemme i institutionen. De frivillige, der tidligere i projektforløbet har fået deres gamle børnelærdom omkring sanglegene genopfrisket, var selvfølgelig også med, og de udgjorde som ventet en hel fantastisk hjælp.
Lokal TV, SBS net, dukkede op og lavede optagelse. Lørdag d. 21. april kunna man så se et lille klip fra dagen, men der kommer meget mere senere!

















18 april 2007

7. B fra Måløv Skole.

Klassen blev spurgt, om de kunne tænke sig at lære de gamle sanglege, så de bagefter kunne hjælpe skolens yngste elever med sanglegene. Forslaget blev drøftet eleverne imellem, og de meddelte, at det ville de gerne. 7. B bliver nu en slags rollemodeller i forholdt til at få de mindre klasser til også at lege sanglege i frikvartererne. Det blev aftalt, at 7. B to gange om ugen indtil sommerferien leger sanglege med skolens tre 1. klasser. Desuden vil klassen stille op på Torvedagen d. 9. juni, hvor hele Måløv skal lege sanglege.





30 marts 2007

Syng og dans på 2. kursusdag.

2. kursusdag d. 28. marts blev afviklet med megen entusiasme. En kameramand kom forbi og forevigede anstrengelserne. Undervejs blev nogle lidt trætte af den megen aktivitet og måtte lige sætte sig ned. Der blev også tid til lidt kaffe - og til slut var det nødvendigt at slukke tørsten med noget koldt vand.
Alle er nu parate til lade Måløvs børn opleve fornøjelsen ved sanglege.
De første børn fra børnehaverne går i gang d. 17. april.







26 marts 2007

Sang og dans på 1. kursusdag.

Onsdag d. 21. marts var der kursusdag i sanglege for pædagoger, lærere og frivillige i Måløv Hallen. Lene Halskov sang og instruerede og der blev sunget og leget til den store guldmedalje. Gymnastikholdet i den store sal, så ud som om, de var misundelige, da de pressede næserne flade mod vinduet for at se, hvad der foregik. Mange af dem ville gerne være med til at lege, så måske dukker der nye deltagere op til næste kursusdag d. 28.3.?








08 marts 2007

Hvordan er det nu liige...

En rigtig hyggelig sanglege søndag på Måløv Bibliotek! Rigtig mange borgere fra Måløv og omegn trodsede slud og sjap og mødte op til sanglege på Måløv Bibliotek søndag d. 25. februar. Der blev sunget, danset og grinet og diskuteret. Diskussionerne drejede sig om, hvilke versioner af de enkelte sanglege, der nu var den rigtige. Gang på gang kunne man høre ”Nej, sådan er den ikke” og så blev der grinet igen. Næsten alle, der mødte op, meldte sig til at deltage i sanglegeprojektets videre forløb. Der bliver 2 kursusdage i marts, hvor sanglegene skal synges igen og igen, så de sidder helt fast hos alle. Derefter er alle de frivillige sanglegere parate til at give sanglegene videre til Måløvs børnehavebørn og yngste skolebørn. Det sker bl.a. ved nogle sammenkomster i april og maj dels i Måløv Hallen dels i de enkelte institutioner. Det er stadig muligt for andre frivillige at springe på projektet. Henvendelse til Måløv Bibliotek. Se de glade billeder fra d. 25. februar. Hvis du vil se et billede i større format, så skal du bare klikke på det.









05 marts 2007

Der kom en pige gående...

Dette var min yndlings sangleg!
Hende, der var oppe, stod over for de andre, der stod på række skulder ved skulder. Vi skiftedes til at gå frem og tilbage, mens vi sang.

Den ene pige sang:
"Der kom en pige gående, gående, gående
Der kom en pige gående, gående"
De øvrige sang:
"Hvad vil den pige gående, gående, gående
Hvad vil den pige gående, gående"
Den ene sang:
"Hun vil søge tjeneste, tjeneste, tjeneste
Hun vil søge tjeneste, tjeneste"
De øvrige vers synges skiftevis på samme måde:
"Hvad skal hun ha’ om måneden
Et kosteskaft (eller andet) om måneden
Det har vi ikke råd til
Så må I gå til heksen
Hun ser så styg og fæl ud
Hun er li’så køn som I er
Og hvem skal det så være
Og det skal være Birgit "(vælg selv navn)

Hilsener fra Hanne Bernild, Måløv

01 marts 2007

Erindringer fra det røde hav...

Tak for en meget hyggelig dag i søndags på biblioteket. Og tak også for en meget fin anretning. Flot, flot. Jeg har lige kigget i mine "erindringer", som jeg skriver til mine to børnebørn. Jeg skriver om min barndom under krigen, om min ungdom i de mørke 50'ere og mit liv derefter. Har foreløbig skrevet 155 sider! Vi legede mange sanglege i skolegården og hjemme i gården. Jeg blev forundret over teksten til "Der kom en mand fra det røde hav". Vi sang altid "Hvad vil den mand fra det røde hav" - og dernæst "Og han vil fri til kongens datter". Den der var "moderen" havde aftalt med sine døtre, hvilke navne de skulle have og så kunne der gå en vinter og en vår, før alle var blevet gift!! Vi lavede også små "skuespil". Vi sad på trappen fra gården ud til gaden. En af børnene skulle så banke på en dør og den, der åbnede sagde "Hvad vil du?"Jeg vil gerne låne en kop vand". Det gentog sig mange gange og tilsidst sagde den, der åbnede døren "Hvad skal du bruge alt det vand til? "Jo, mit hus brænder". Det vakte altid vild jubel! Der var ikke meget playstation over den leg! Jeg glæder mig til at høre fra Jer og ønsker held & lykke med initiativet, som jeg synes er rigtig godt.
Kærlig hilsen fra Kirsten Schulze.

Barn i 50'erne

Til fødselsdage, i frikvartererne, til juleballer - altid blev der leget sanglege! Når man havde en stor sal var "Bro bro brille" det største hit. Så var der et par større børn der dannede gryde, og det var bare så spændende, hvornår man blev taget og om man skulle vælge at være æble eller pære - hvor var der flest af veninderne? "Bjørnen sover" - gys og frydefulde skrig. Til pigefødselsdage var "Tag den ring" meget poulær, jeg kan stadig genkalde mig fornemmelsen af de lukkede øjne og ringen skjult i hænderne. I frikvartererne var det vores form for kæreste"fnidder" at lege "Åh, ... vil du ride, på livet lange vej, med ... ved din side osv. Og så skulle vælge at meddele den pågældende dreng at "ja, jeg vil gerne ride" eller "nej, jeg vil ikke ride".

I min familie var det en juletradition at lege sanglege omkring juletræet 1.og 2.juledag, sommetider også nytårsaften. Det har jeg også selv gjort med børnebørnene nytårsaften i år. Juleaften var forbeholdt salmer og julesange, men i dagene efter måtte der leges. Der var 3 faste sanglege: "Så går vi rundt om en enebærbusk", "Sø og land" og "Ræven rask over isen". Den sidste er der ikke så mange der kender, men den handler om at vælge et fag, og så illustrere det med fagter. Og "Ræven rask over isen" - så får vi lov - at synge f.eks. bibliotekarens vise. "Her ser vi bibliotekaren som han står, og som han sidder, og som han går og som han drejer sig i dansen". Og så står, sidder, går og drejer man, mens man illuderer at holde en bog. Det kan f.eks. være skomager, hvor man står, sidder og drejer på ét ben og slår under den anden fod, eller læge hvor man lytter til hinanden med stetoskop.
Barndomsminder fra Anette Ibsen

13 februar 2007

Fælles sjip og electric boogie!

Dengang jeg var barn - jeg er fra 1970 - husker jeg vi legede den leg med at man kom i en sort gryde (Bro bro brille) og jeg brød mig absolut ikke om at komme i nogen gryde, for jeg var meget genert! Vores skolegårdslege var en blanding mellem noget med at stå i en rundkreds og holde hinandens hænder, og klappelege, hvor man var mest sej, hvis man selv havde digtet teksten. Særligt glad var jeg for "Sjing sjang sjask, åh, ummar ummar lar, der er ingen fut i far..." - jeg aner ikke om den er en kendt leg eller om vi selv har opfundet den? Jeg leger den ofte med mine niecer idag - det er en sikker vinder!

Når jeg tænker tilbage på slut 70'erne og start 80'erne, så var det en tid med stærke modestrømme fra det store USA, så min skolegårds sanglege blev derfor afløst af fællessjipning, ghettoblastere og electric boogie akrobatik! Fællessjipningen foregik som vist på billedet, og der kunne snildt være 6 små hoppende tøser med hestehaler og smarte svedbånd inde i ringen samtidig - og der var gang i 2 sjippetov på een gang. Vi hørte "Hey you the rock steady crew" på den spraymalede ghettoblaster, og hvor vi før holdt i hånden for at synge sanglege, holdt vi nu i hånden for at sende electric boogie stød igennem hinandens små barnekroppe. Vi var bare sååå seje!
Minder fra Charlotte Holm Hansen, bibliotekar på Måløv Bibliotek.

06 februar 2007

Liv og glade dage!

Så blev det børnenes tur til at hoppe rundt til sanglege på Måløv Bibliotek. Lørdag d.3.februar fik biblioteket besøg af børn, forældre og bedsteforælde der gerne ville være med til at genopfriske sanglege.





05 februar 2007

Dengang jeg var barn...

Da jeg var barn - i Horsens - havde jeg besøg af min københavner-kusine. Hun fik lov at komme med mig i skole en dag. Indtil da bestod vores faste "pige-sangleg" mest af en der hed "Åh - Grete vil du ride...." - og den var da meget sjov og man fik svinget sig en masse rundt. Men Kusinen kom og spurgte om vi da ikke havde lært "Flyv lille påfugl"? Nogle så ud som om de havde hørt den før - og kusinen lærte os andre den. Det var en stor dag i skolegården når man lærte en ny sang.

En anden sangleg som gjorde et dybt indtryk på mig var en hvor man sad ned - og holdt sine samlede hænder frem til den der "var" den. Sangen hed "tag den ring og lad den vandre..." og hende der "var" den skulle liste ringen ned i en af pigernes hænder undervejs. Jeg kan ikke huske hvad man så gjorde. Men når man lavede den sangleg var det som om at man var lidt større end dem der bare legede "Åh - Grete vil du ride...."
Barndomsminder fra Elsebet Kirketerp, Måløv Bibliotek.

02 februar 2007

Så kom der liv i sanglegene!

Søndag d.28.januar blev dagen for det første sanglege arrangement i Måløv, et arrangement kun for de voksne. Lene Halskov introducerede de gamle sanglege og så blev der ellers danset og sunget igennem!



26 januar 2007

Sanglege, en genial opfindelse!

Lene Halskov Hansen, mag.art. i Nordisk Folkemindevidenskab, fortæller her om sanglegenes historie og traditioner:
Sanglege er en genial “opfindelse”. Du leger og danser sammen med andre, får hilst på de fleste der er med i legen, bevæger dig og har mulighed for at synge i vilden sky. Der er ingen krav om de perfekte trin eller den pæne lyd. Du har de bedste chancer for at have det sjovt sammen med andre, få brugt hele kroppen og at lege med rytmer og lyde i ej sikke lej sikke ladetus og andre finurlige omkvæd.

Sanglege er lege og danse som man synger i fællesskab. Traditionelt set kender vi sanglege som en børne- og ungdomskultur, men den kan også involvere voksne. Sanglegstraditionen er pænt dokumenteret fra 1800-1900-tallet, men vi har også en kilde fra 1687 der beretter at besætningen (ungmatroserne?) på et dansk skib legede Adam havde syv sønner, hvor man står i en rundkreds og efterligner den der står i midten. Ligeledes nævnes Offer og Ædeling i en kilde fra 1695. Genren kan dog tænkes at være ældre endnu med rødder helt tilbage til middelalderen. Eksempelvis har Bro, bro brille lighedspunkter med en italiensk dans fra 1300-tallet. Den gamle kirkefader Augustin har en interessant lille bemærkning i sin “Bekendelser” som han skrev i årene 397-401. Han hørte en dag en pige- eller drengestemme fra nabohuset gentage i en syngede tone, om og om igen: “Tag og læs! Tag og læs!” Og han begyndte at tænke på om “børnene plejede at synge noget sådant til en af deres lege”.

I 1800-tallet var sanglege en selvfølgelig del af ungdommens fester for de som var konfirmerede og endnu ugifte. I løbet af 1900-tallet forsvandt sanglegene ud af ungdomskulturen, men fortsatte sit eget liv hos de yngre børn, typisk op til 11-12 års alderen. I For 25-30 år siden var det ikke helt ualmindeligt at 10-12 årige stadig legede sanglege i frikvartererne, på fritidshjem (fritidsordning), og derhjemme i gården og gaderne – når de rådede over deres egen tid.

På traditionel vis lærte de yngre børn sanglege ved at lytte til og se på de ældre børn – variationer opstod, nye sanglege blev opfundet, vers blev tilføjet. Børnenes sanglegsrepertoire har altid været dynamisk i den forstand at det har været en levende tradition, åben for evig fornyelse. I første halvdel af 1900-tallet mundede sanglegene typisk ud i traditionelle danse som vals, hopsa og polka, mens de i sidste halvdel af 1900-tallet blot afsluttes med en parvis svingom. Melodierne synes at være nogenlunde stabile, mens børnene hurtigtigere ændrer og varierer i teksterne. De fanger noget de hører hos de voksne eller andre børn, tager det til sig eller har allerede ændret det inden de tager det til sig. Kendte vers gøres til nye vers, “landevej” bliver til “motorvej” osv. Flyv lille påfugl menes at være et eksempel på en af børnenes helt egne. Men som i anden traditionel musik giver det sjældent mening at lede efter ophavsmanden eller-barnet.

Sanglege fik også i 1900-tallet en plads i bl.a. idrætsbevægelsen som et pædagogisk og opdragende redskab for ungdommen. Og i Indre Mission som udfoldede deres danseglæde gennem sanglegene. I takt med at børnene kom til at opholde sig mere i børnehaver og fritidshjem, tog pædagogerne sanglege op som pædagogiske redskaber og skabte også nye. Således menes Tornerose var et vakkert barn at være opstået.

Der findes ikke et enkelt svar på hvorfor sanglege lever et trængt liv eller slet ikke lever i dag. Her skal blot nævnes nogle enkelte faktorer. Musikkulturen er generelt mere specialiseret og medieorienteret end orienteret mod “gør det selv”. Bolig- og samfundsforholdene er ændrede, så der ikke længere er “rum” som tidligere til børnenes leg på gaden og i gårdene. Børnenes fritid er i dag også organiseret i et helt andet omfang; deres egen tid og mulighed for leg med nabobørn er så og sige skrumpet ind, og grobunden for sanglege væk. Dertil kommer at sanglege og anden traditionel musik generelt er lavstatus. “Sanglegsalderen” er generelt faldet. I 1800-tallet gik “sanglegsalderen” op til den giftefærdige alder; omkring midten af 1900-tallet kun til 11-12 år; i dag er den måske faldet yderligre i takt med det generelle fald i “legealder”? En lille konkret, men betydningsfuld faktor er at frikvartererne i skolegården tidligere var en vigtig ramme for sanglegene. I løbet af 1970’erne blev det som noget nyt indført at børnene måtte opholde sig indendøre i frikvartererne. Børnene trak sanglege med ind, men det viste sig hurtigt at der ikke var plads til dem. Der er eksempler på at de blev forbudt indendøre fordi de var for voldsomme og støjende – til gengæld ser man en stor opblussen af de stillestående klappelege i samme periode.

Om det er muligt at skabe rum for sanglege igen er et forsøg værd. De kan blive et pædagogisk redskab eller de kan i bedste fald blive en samværsform for børn, voksne og måske for børn og voksne sammen. Det er op til de voksne om vi kan give børnene plads til at tage imod traditionen og gå videre med den.

18 januar 2007

Pressemeddelelse om projektet.

"Der kom en mand fra Det røde Hav" og ”Tag den ring og lad den vandre” og ”Flyv lille påfugl” og rigtig mange andre sanglege. Hører du til dem, der bliver varm om hjertet, når du begynder at nynne din barndoms sanglege? Eller er du af en yngre generation, som godt kan huske, at der var et eller andet sjovt med de der sanglege, men alligevel ikke har det siddende i kroppen, som noget du bare kan lege og synge med på? Ja, lige meget hvilke følelser ordene giver dig, så er Måløv Biblioteks satsning på sanglege i det næste halve år sikkert noget for dig.

Sanglege er en genial ”opfindelse”. Du leger og danser sammen med andre, får hilst på de fleste der er med i legen, bevæger dig og har mulighed for at synge i vilden sky. Der er ingen krav om de perfekte trin eller den pæne lyd. Du får de bedste chancer for at have det sjovt sammen med andre, få brugt hele kroppen og at lege de rytmer og lyde i ej sikke lej sikke ladetus og andre finurlige omkvæd.

Hvorfor er sanglege forsvundet? Der findes ifølge Lene Halskov, mag.art i Nordisk Folkemindevidenskab, ikke noget enkelt svar på, hvorfor sanglege næsten er ved at uddø. Men dele af forklaringer kan hentes i, at vores musikkultur nu om dage generelt er mere specialiseret og medieorienteret end orienteret mod ”gør det selv”. Børnenes fritid er også organiseret i et helt andet omfang end tidligere. En betydningsfuld faktor er også, at frikvartererne i skolegården tidligere var en vigtig ramme for sanglegene. Men i løbet af 1970erne blev det som noget nyt indført, at børn måtte opholde sig inden døre i frikvartererne. Børnene trak sanglegene med ind, men det viste sig hurtigt, at der ikke var plads til dem. På nogle skoler blev de ganske enkelt forbudt inden døre, fordi de var for voldsomme og støjende – til gengæld så man på det tidspunkt en stor opblussen af de stillestående klappelege f.eks ”Andersine, Anders And” og ”Josefine Baker”.

Kan vi genoplive en gammel kultur? Måløv Bibliotek vil i samarbejde med børneinstitutionerne og skolen forsøge at skabe rammer for at kunne genoplive sanglege. Måløv Bibliotek indbyder i den forbindelse ”bedsteforældregenerationen” til at indgå i projektet og dermed være med til at give en kulturarv videre til børnehavebørn og indskolingsbørn i Måløv. Måløv Bibliotek har tidligere med stor succes sat gang i kulturelle processer – tænk blot på Halloween, som nu har eksisteret som Måløv begivenhed i 7 år. Projektet med sanglege vil være endnu en mulighed for styrke fællesskabet, identiteten og sammenhængskraften i Måløv.

Hvad skal der ske: Vi starter med et par hyggelige arrangementer for voksne på Måløv Bibliotek søndagene d. 28. januar og d. 25. februar. kl. 14 – 16. Lene Halskov fortæller først lidt om sanglegekulturen, der skal udveksles erfaringer blandt alle de der møder op, der skal synges og leges og i pausen vil der – mod beskeden betaling - blive serveret en lille let anretning med et glas vin eller øl. Lørdag d. 3. februar kl. 11-12 er det så de 4 -8 årige børns tur til at prøve sanglegene. Lene Halskov kommer igen til Måløv Bibliotek og står for arrangementet.

I løbet af marts vil biblioteket lægge hus til 2 kursus formiddage, hvor pædagoger, lærere og de borgere, der har lyst til at blive mere inddraget i projektet vil blive klædt på til at lave sanglege med børnene. Lene Halskov, som er den gennemgående figur i hele projektet, vil naturligvis også stå for kurset.
I april og maj skal der så synges og leges i hele Måløv. Projektet som sådan afsluttes på Måløv Handel og Håndværks Torvedag d. 9. juni. Her opfordres alle, der har været med undervejs eller som har lyst til at være med på denne dag til at deltage i optoget fra Måløv Hallen til Torvet foran biblioteket, hvor der rigtig skal synges og leges.

Navnet Lene Halskov vil måske ikke sige så mange af jer noget rent umiddelbart. Men det var den samme ekspert i formidling af sange og danse, som Måløv Bibliotek havde allieret sig med i forbindelse med den storslåede middelalderdag tilbage i 1999.

Vil du vide mere? Hvis du vil vide mere om projektet eller allerede nu ved med dig selv, at det her vil du ikke gå glip af, så kom og snak med os på Måløv Bibliotek. Det er en chance for at give noget værdifuldt videre, ikke blot en gammel kulturarv, men også en måde at røre sig på og en mulighed for at skabe nogle gode sociale relationer.

Gratis billetter til det første arrangement på Måløv bibliotek, søndag d. 28. januar kl.14-16, kan afhentes på biblioteket fra lørdag d. 20. januar. Der er gratis entré.