Lene Halskov Hansen, mag.art. i Nordisk Folkemindevidenskab, fortæller her om sanglegenes historie og traditioner: Sanglege er en genial “opfindelse”. Du leger og danser sammen med andre, får hilst på de fleste der er med i legen, bevæger dig og har mulighed for at synge i vilden sky. Der er ingen krav om de perfekte trin eller den pæne lyd. Du har de bedste chancer for at have det sjovt sammen med andre, få brugt hele kroppen og at lege med rytmer og lyde i ej sikke lej sikke ladetus og andre finurlige omkvæd.
Sanglege er lege og danse som man synger i fællesskab. Traditionelt set kender vi sanglege som en børne- og ungdomskultur, men den kan også involvere voksne. Sanglegstraditionen er pænt dokumenteret fra 1800-1900-tallet, men vi har også en kilde fra 1687 der beretter at besætningen (ungmatroserne?) på et dansk skib legede Adam havde syv sønner, hvor man står i en rundkreds og efterligner den der står i midten. Ligeledes nævnes Offer og Ædeling i en kilde fra 1695. Genren kan dog tænkes at være ældre endnu med rødder helt tilbage til middelalderen. Eksempelvis har Bro, bro brille lighedspunkter med en italiensk dans fra 1300-tallet. Den gamle kirkefader Augustin har en interessant lille bemærkning i sin “Bekendelser” som han skrev i årene 397-401. Han hørte en dag en pige- eller drengestemme fra nabohuset gentage i en syngede tone, om og om igen: “Tag og læs! Tag og læs!” Og han begyndte at tænke på om “børnene plejede at synge noget sådant til en af deres lege”.
I 1800-tallet var sanglege en selvfølgelig del af ungdommens fester for de som var konfirmerede og endnu ugifte. I løbet af 1900-tallet forsvandt sanglegene ud af ungdomskulturen, men fortsatte sit eget liv hos de yngre børn, typisk op til 11-12 års alderen. I For 25-30 år siden var det ikke helt ualmindeligt at 10-12 årige stadig legede sanglege i frikvartererne, på fritidshjem (fritidsordning), og derhjemme i gården og gaderne – når de rådede over deres egen tid.
På traditionel vis lærte de yngre børn sanglege ved at lytte til og se på de ældre børn – variationer opstod, nye sanglege blev opfundet, vers blev tilføjet. Børnenes sanglegsrepertoire har altid været dynamisk i den forstand at det har været en levende tradition, åben for evig fornyelse. I første halvdel af 1900-tallet mundede sanglegene typisk ud i traditionelle danse som vals, hopsa og polka, mens de i sidste halvdel af 1900-tallet blot afsluttes med en parvis svingom. Melodierne synes at være nogenlunde stabile, mens børnene hurtigtigere ændrer og varierer i teksterne. De fanger noget de hører hos de voksne eller andre børn, tager det til sig eller har allerede ændret det inden de tager det til sig. Kendte vers gøres til nye vers, “landevej” bliver til “motorvej” osv. Flyv lille påfugl menes at være et eksempel på en af børnenes helt egne. Men som i anden traditionel musik giver det sjældent mening at lede efter ophavsmanden eller-barnet.
Sanglege fik også i 1900-tallet en plads i bl.a. idrætsbevægelsen som et pædagogisk og opdragende redskab for ungdommen. Og i Indre Mission som udfoldede deres danseglæde gennem sanglegene. I takt med at børnene kom til at opholde sig mere i børnehaver og fritidshjem, tog pædagogerne sanglege op som pædagogiske redskaber og skabte også nye. Således menes Tornerose var et vakkert barn at være opstået.
Der findes ikke et enkelt svar på hvorfor sanglege lever et trængt liv eller slet ikke lever i dag. Her skal blot nævnes nogle enkelte faktorer. Musikkulturen er generelt mere specialiseret og medieorienteret end orienteret mod “gør det selv”. Bolig- og samfundsforholdene er ændrede, så der ikke længere er “rum” som tidligere til børnenes leg på gaden og i gårdene. Børnenes fritid er i dag også organiseret i et helt andet omfang; deres egen tid og mulighed for leg med nabobørn er så og sige skrumpet ind, og grobunden for sanglege væk. Dertil kommer at sanglege og anden traditionel musik generelt er lavstatus. “Sanglegsalderen” er generelt faldet. I 1800-tallet gik “sanglegsalderen” op til den giftefærdige alder; omkring midten af 1900-tallet kun til 11-12 år; i dag er den måske faldet yderligre i takt med det generelle fald i “legealder”? En lille konkret, men betydningsfuld faktor er at frikvartererne i skolegården tidligere var en vigtig ramme for sanglegene. I løbet af 1970’erne blev det som noget nyt indført at børnene måtte opholde sig indendøre i frikvartererne. Børnene trak sanglege med ind, men det viste sig hurtigt at der ikke var plads til dem. Der er eksempler på at de blev forbudt indendøre fordi de var for voldsomme og støjende – til gengæld ser man en stor opblussen af de stillestående klappelege i samme periode.
Om det er muligt at skabe rum for sanglege igen er et forsøg værd. De kan blive et pædagogisk redskab eller de kan i bedste fald blive en samværsform for børn, voksne og måske for børn og voksne sammen. Det er op til de voksne om vi kan give børnene plads til at tage imod traditionen og gå videre med den.
